I Gladsaxe Kommune ønsker vi at imødekomme fremtidens krav til den verden, vores børn vokser op i. Alsidige personlige, sociale og faglige kompetencer går hånd i hånd med trivsel og demokratisk dannelse, hvilket derfor er centrale elementer i visionen for Gladsaxes skoler.
Mange børn og unge kommer til at få job, der slet ikke findes i dag, og det stiller andre krav til udviklingen af elevernes kompetencer end traditionelt set.
Vi arbejder på at udvikle Gladsaxe Kommunes skoler, så vores børn og unge kan klare sig godt og trives i et samfund, der vil se helt anderledes ud, stiller andre krav og giver helt andre muligheder, end samfundet i dag. Det gør vi blandt andet med fokus på synlig læring og det 21. århundredes kompetencer.
Beskrivelse af GXU - Gladsaxe 10. Klasse og Ungdomsskole
På GXU tror vi på, at alle unge skal lykkes! GXU danner rammen for lærerige aktiviteter fra morgen til aften. Vi skal være eksperter på de unges læring, motivation og passion, således at vi kan udfordre de unge, så de oplever mangeartede tilgange til læring og dannelse.
GXU er afdelingsopdelt i tre: 10. klasse, Fritidsundervisningen og Heltidsundervisningen.
10. klasse er for unge mennesker, som gerne vil bruge et år på at blive klar og afklaret til en ungdomsuddannelse. Det er vores mål, at de unge gennemgår en personlig og social udvikling igennem faglige udfordringer og fordybelse i de valgfag, de har valgt.
Fritidsundervisningen handler om nysgerrighed og faglig fordybelse. Fritidsundervisningen tilbyder undervisning i mange forskellige fag og aktiviteter til unge fra 7. kl. til 18 år. Fritidsundervisningen er for unge, som gerne vil bruge deres fritid på at lære noget andet eller mere, møde nye mennesker med samme interesser og have det sjovt.
Heltidsundervisningen er for unge, som har brug for undervisning i andre rammer end i kommunens folkeskoler. Undervisningen foregår i mindre grupper på 8-10 unge. Målet er, at de unge bliver afklarede omkring uddannelse igennem en afsøgningsproces, hvor de unge finder det rigtige match mellem interesser, fagligt niveau og uddannelsesønsker.
GXU er mulighedernes arena for de unge. GXU er et springbræt til et godt og aktivt voksenliv, derfor er både læring og dannelse i centrum på GXU. Sammen afprøver vi egne grænser, udforsker muligheder og eksperimenterer – hos os er der plads til det umulige og grobund for ‟tossede” ideer. Vi er placeret centralt i Gladsaxe og hører hjemme på adressen Gladsaxevej 198, 2860 Søborg.
Skolens fire etager rummer nyrenoverede og rummelige faglokaler og værksteder. I stueetagen ligger skolens café, hvor eleverne kan nyde deres spisepauser, spille bordtennis eller bare slappe af inden næste time starter. Skolegården er indrettet med bænke, grønne områder, fodboldmål og kreative streger der indbyder til bevægelse.
Find vej til skolen
Den 13. oktober 2019 blev der ændret i buslinjerne i Høje Gladsaxe. Se, hvilke busser der stopper foran skolen nedenfor.