Retningslinjer ved elevfravær
1. Registrering af fravær
Det er forældrenes ansvar at give GXU besked om sygefravær og andre årsager til, at eleven ikke møder til undervisningen. Fraværsregistrering kan meddeles;
-
skriftligt til læreren på Aula
-
telefonisk til kontoret på 3957 6150
Elever kan ikke selv melde sig syge.
GXU skal altid registrere fravær, når en elev ikke er i skole. På GXU registreres fravær ved hver lektions begyndelse. Elever i udskolingen vil således få registreret halvdagsfravær, hvis de er fraværende fra blot en enkelt af skoledagens lektioner.
Alle registreringer foretages i det elektroniske system Tabulex, og der sendes automatisk en SMS til forældrene, hvis der bliver registreret ulovligt fravær.
2. Ekstraordinær frihed
Hvis en elev har brug for eller ønsker ekstraordinært fri fra undervisningen, skal forældre anmode herom på en særlig blanket. Se dokumenter nedenfor.
Efter § 3 i bekendtgørelsen om elevers fravær fra undervisningen kan skolelederen ud fra en helhedsvurdering give ekstraordinær frihed til eleven og derigennem tillade fravær fra undervisningen. I skolelederens beslutning om, hvorvidt der kan gives ekstraordinær frihed, skal der lægges vægt på, i hvilket omfang fraværet vil have en negativ betydning for:
-
elevens tilegnelse af kundskaber og færdigheder
-
elevens motivation og læringsparathed
-
elevens alsidige udvikling
-
andre elevers kundskaber og færdigheder
Skolelederen skal ved den konkrete vurdering af, om der gives tilladelse til ekstraordinær frihed tage udgangspunkt i den enkelte elevs situation. Tilladelsen har undtagelsens karakter, og den gives typisk i forbindelse med særlige begivenheder af betydning for familien og eleven, eller når elevens forældre ønsker at tage eleven med på ferie uden for ferieperioder.
3. Ulovligt elevfravær
Ulovligt elevfravær har konsekvenser for elevens læring. Hvis en elev har et ulovligt fravær på 10 procent eller derover inden for et kvartal, skal GXU orientere forældrene og varsle om de mulige økonomiske sanktioner ved et ulovligt fravær på 15 procent eller derover.
Hvis en elev har ulovligt fravær på 15 procent eller derover inden for et kvartal, skal skolelederen underrette elevens bopælskommune om fraværet. Bopælskommunen træffer derefter afgørelsen om, hvorvidt familiens børne- og ungeydelse skal standes for det kommende kvartal.