Mini Skills er en uddannelsesdag målrettet elever i 7. klasse. Til Mini Skills får eleverne mulighed for at afprøve en bred vifte af erhvervsfag under vejledning af dygtige faglærte og deres lærlinge deltager eleverne i workshops, hvor de kan prøve kræfter med konkrete opgaver inden for blandt andet murer-, tømrer-, kokke- og SOSU-faget.
Mini Skills er blevet en del af skolelivet i Gladsaxe og blev afholdt første gang i foråret 2026.
Til arrangementet deltager alle 7.klasses-elever samt lærere, uddannelsesvejledere m.fl.
I samarbejde med erhvervsafdelingen rekrutterer GXU’s erhvervsplaymaker 30-40 virksomheder til standene, der skal danne ramme for aktiviteter og konkurrencer.
Mini Skills Gladsaxe 2026
Torsdag 28. maj drog alle Gladsaxe Kommunes 7. klasser til festsalen på Grønnemose Skole, hvor en lang række virksomheder og uddannelser stillede op til Mini Skills. Arrangementet er en del af Skills-universet, hvor skoleelever prøver kræfter med forskellige fag og erhverv og bliver klogere på de mange uddannelsesmuligheder efter folkeskolen.
Samarbejde mellem uddannelse og erhvervsliv
Borgmester Serdal Benli åbnede arrangementet med budskabet om, at vi har behov for et stærkt samarbejde mellem skoler og erhvervsliv, når der skal investeres i fremtidens arbejdskraft, og netop derfor er mødet mellem de primært lokale virksomheder og 7. klasserne til Mini Skills et vigtigt initiativ.
I løbet af dagen kunne man opleve de unge mennesker kaste sig over alt fra taglægning til dækskift, madlavning, gartnerarbejde og meget mere på de 24 stande i og omkring festsalen. På standene blev elever med særligt gode ’skills’ nomineret i en konkurrence mellem alle skolerne – og de heldige vindere gik derfra med guldmedaljer fra Skills Denmark og biografbilletter til hele deres klasse.
Det første Mini Skills i Gladsaxe var præget af god stemning fra start til slut, og de deltagende virksomheder og uddannelser, der frivilligt stillede op for at inspirere de unge, meldte sig i slutningen af dagen klar til at gentage succesen næste år.
GXU og Gladsaxe Kommunes erhvervsplaymaker har stået i spidsen for at stable dette års arrangement på benene.
Se video og billeder fra Mini Skills Gladsaxe herunder:

















