Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Uddannelsesafklaring

Fra den første skoledag er uddannelsesafklaring og undervisning kaldet undervisning i ’Uddannelse og Job' et vigtigt element i skolens dagligdag. 

Elementer i undervisningen i ’Uddannelse og Job’ er f.eks.:

  • Frivillig individuel brobygning: på uddannelsesstederne.
  • Integreret obligatorisk brobygning.
  • Obligatorisk praktik med mulighed for ekstra frivillig praktik.
  • Besøgsdage på uddannelsessteder.
  • Besøg på Uddannelsesmesser.
  • Afklaringssamtaler.

Hovedparten af de uddannelsesafklarende obligatoriske tiltag (praktik, brobygning og OSO-opgave) placeres i det første semester.

Alle elever skal i praktik og brobygning i mindst én uge i løbet af skoleåret. 

Uddannelse og job

I faget ’Uddannelse og job’ (UJ) arbejdes der i efterårssemesteret med uddannelsesafklaring og i forårssemestret med uddannelsesforberedelse. Du arbejder med din egen uddannelsesplan og deltager i forskellige vejledningsaktiviteter. Det kan være gruppevejledning eller individuel vejledning med din UU-vejleder, brobygningsaktiviteter på ungdomsuddannelser eller forskellige former for erhvervspraktik.

GXU samarbejder med bl.a. TEC, NEXT Københavns Mediegymnasium, Gladsaxe Gymnasium, SOSU-skolen, HF-Centret Efterslægten samt H.C. Ørstad Gymnasium.

UJ undervisningen varetages af både klassens lærere og af skolens UU-vejledere.

Integreret obligatorisk brobygning

Alle klasser arbejder med integreret obligatorisk brobygning, hvor lærerne fra brobygningsinstitutionen og GXU sammen planlægger indholdet af undervisningen. Undervisningen varetages primært af lærere fra brobygningsinstitutionen, men lærere fra GXU deltager for at sikre sammenhængen til klassens arbejde på GXU.

Omfanget af brobygningen er på mindst fem skoledage, men kan udstrækkes, hvis der er uddannelsesmæssige fordele herved. Brobygningen placeres i det første semester. I det andet semester kan der laves projekter i samarbejde med ungdomsuddannelserne i valgfagene.

Praktik

Alle elever i 10. klasse skal i individuel praktik i mindst en uge. Praktikken placeres i forbindelse med OSO-opgaven. Desuden kan de enkelte klasser og valgfag arbejde med mere praktik, hvis det passer ind i undervisningen. Din deltagelse i brobygning og praktik opgøres og påføres afgangsbeviset.

OSO-opgaven

Formålet med den Obligatoriske Selvvalgte Opgave (OSO-opgave) er at kvalificere dig, så du er bedre funderet i forbindelse med dit valg af ungdomsuddannelse. Arbejdet med opgaven skal give dig ny og bedre indsigt i et arbejdsområde, et erhverv eller en uddannelse, så du ved opgavens afslutning er bedre funderet i dit fremtidige valg. Du skal med udgangspunkt i dine faglige og personlige forudsætninger vise, at du kan arbejde selvstændigt med et selvvalgt område, som er afgrænset i relation til din uddannelsesplan og de aktiviteter, som denne indeholder. Derudover skal du gennem arbejdet med opgaven vise evne til at planlægge, tage ansvar for og styre en arbejdsproces frem til afslutningen på produktet.

Derfor er det vigtigt, at opgaven har karakter af at være afklarende i forhold til elevens fremtidige uddannelsesvalg og det er en grundlæggende forudsætning, at eleven placerer sig selv i forhold til opgavens indhold. Med andre ord kan opgaven godt have udgangspunkt i en konkret problemstilling (f.eks. “AIDS i Afrika”), hvis eleven kan beskrive sig selv i en konkret funktion til den valgte problemstilling (f.eks. sygeplejerske, læge eller ulandsfrivillig). Opgaven skal resultere i et konkret produkt og skal fremlægges.

OSO-opgaven er obligatorisk for alle, og den er ’adgangsbilletten’ til de afsluttende eksaminer (ingen afsluttet OSO-opgave = ingen adgang til de afsluttende eksaminer).